Træningsglæde, lyst og motivation, hvor skal den komme fra … her får du mit bud.

“Charlotte, hvad skal der egentlig til for at jeg kan blive en af dem, som også på den lange bane træner regelmæssigt og synes det er fedt? Er en bootcamp virkelig garant for det…?”

Det er et spørgsmål, jeg tit får fra kvinder, der overvejer at tilmelde sig et af mine træningsforløb og som synes, at der virkelig er lang vej hjemme fra sofaen og ned i træningscentret efter en lang dag med diverse gøremål. Det er også ofte kvinder, som slet ikke er vant til eller fortrolige med at komme i et træningscenter. Flere af dem har måske haft et medlemskab til et fitness-center, men uden at have fundet deres plads; enten som selvtrænere rundt om i maskinerne eller på et hold der passer til deres temperament eller niveau.

Her er forskellige udsagn, jeg ofte hører fra mine deltagere, og som lige så godt kunne være kommet fra min egen mund for 5- 6 år siden, hvor jeg selv manglede at finde min rette træningshylde:

”Det er simpelthen for intetsigende til, at jeg for alvor gider komme der. Jeg føler mig utilpas i miljøet og er i tvivl om jeg gør øvelserne korrekt”

”Jeg får mig hverken taget sammen til at møde op eller til at melde mig ud, det er egentlig lidt mærkeligt. Det må være fordi det lidt er et nederlag, at melde sig ud, for så betyder det jo at jeg har opgivet tanken om træning, og det har jeg bestemt ikke. Jeg får den bare ikke omsat til handling, selvom jeg tænker på det flere gange ugentligt”

”Jeg har i alt betalt 12x 249 kr. = 2988 for sidste års medlemskab, men har kun været delvis aktiv i januar og februar. Derefter tabte jeg motivationen”

”Musikken er for høj musik, og jeg kender ikke de mennesker, der kommer på holdene”

”Jeg føler intet commitment – det er for let at blive væk fra træning. Ingen holder mig op på, om jeg rent faktisk kommer afsted, og så er der jo altid så meget andet, der også skal gøres”

Det er bestemt ikke lysten til forandring, som mangler hos kvinder, der gentagne gange har meldt sig ind og oven i købet betalt fast, månedligt kontingent til et fitnesscenter i dyre domme uden at møde op.  Men hvad skal der til for at man for alvor får omsat denne lyst til handling?

Det kunne faktisk sagtens være en bootcamp, der skulle til. Mine deltagere har alle indset, at der åbenbart skal noget lidt ekstraordinært til for at de skal komme til at træne regelmæssigt og derved opnå alle de gode og langsigtede virkninger som regelmæssig motion og især styrketræning har for voksne kvinders helbred, humør, overskud og udseende.

Og her kommer vi netop til min vision ved at tilbyde den træningsform, jeg gør, til andre voksne kvinder.

Jeg ved nemlig, at det skal være lysten, der driver værket, og lysten, der får dig ud af sofaen uge efter uge, måned efter måned og år efter år. For det er de langsigtede briller, jeg har på når jeg skriver dette blogindlæg.

Jeg brænder for at give andre de samme aha-oplevelser med deres krop, som jeg har fået med min egen. Nemlig at, hvis du træner regelmæssigt, bliver du:

  • Gladere
  • Sundere
  • Har færre smerter
  • Kan spise dessert uden dårlig samvittighed
  • Klæde dig på uden unødige ærgrelser over måden tøjet sidder på
  • Glæde dig til og over bikinisæsonen

Og frem for alt får du øget energi og overskud til en krævende hverdag og kan være tilfreds med dig selv, fordi du rent faktisk er gået fra tanke til handling. Højst sandsynligt lever du også længere, men det ved vi jo i bund og grund ikke helt om passer;) Sandsynligheden taler dog for, at du lever bedre, mens du lever.

Jeg er selv i skrivende stund 48 år, og dermed vil jeg fortælle dig derude, at det ikke er for sent at komme i gang med nye vaner, der kan øge din livskvalitet og skabe en simpel glæde ved din krops formåen.

For mig er det fantastisk at være i bedre form end da jeg var 30. Jeg tænker sommetider endda: ”Hvad kan det dog ikke ende med, ha, ha…..”

Nå tilbage til, hvorfor en bootcamp skulle gøre forskellen for dig, så du rent faktisk får omsat dine tanker om regelmæssig træning til regelmæssig handling. Så også du kan opnå alle fordelene ved at være i god form og frem for alt finde glæden ved at tilbagevendende træning, uanset  din alder og nuværende formåen?

Det kan siges helt kort, eller forholdsvis kort.

Når du melder dig til min bootcamp, møder du træningsfælleskab og ekspertise, der gør at du bliver fortrolig med en træningsform, der er tilpasset dit eget niveau. Du føler dig ikke fremmed ,men bliver budt velkommen både af din træner og dine nye træningskolleger, hver gang. Du vokser med opgaven og lærer nyt i et passende tempo og får de samme ting fortalt igen og igen, indtil de giver mening også for dig. Det tager tid at blive fortrolig med nye teknikker, og det er et tålmodigt fællesskab du har meldt dig ind i.

Når disse rammer er skabt, er det op til dig at møde op, og det gør deltagerne faktisk, med ganske få undtagelser, hver gang. Nogle af den simple årsag, at nu har de betalt og det er dæleme dyrt, men faktisk er prisen netop en af grundene til at forløbet bliver en succes. Og det er ikke en joke. Prisen sikrer selvfølgelig, at du får den opmærksomhed, der skal til, fordi jeg arbejder med små hold. Men desuden viser det sig faktisk rigtig tit, at prisen ofte er den ekstra forpligtelse, der gør, at man rent faktisk kommer afsted de første lidt svære uger – også selv om sofaen smyger sig vel meget omkring kroppen eller vasketøjet hober sig op. Man kommer afsted, fordi det simpelthen er for dyrt at blive hjemme! Det er en af de bærende faktorer for, at du får gennemført 10 ugers pænt hård træning uden at give op.

Og det er en af årsagern til, at du efter de 10 uger står et helt andet og stærkere sted i livet, hvor du nu godt kan mærke, hvad forløbet har kastet af sig. Nu er det pludselig ikke tilnærmelsesvis så hårdt at træne, din krop kan meget mere, end den har kunnet i årevis. Og du har trænet længe nok og ved tilpas høj intensitet til, at du nu selv er en del af det gode loop.

Så nu har du faktisk fået lyst til at træne og viden om, hvad der virker, og du har da slet ikke lyst til at smide alt det gode og hårde arbejde bort og vende tilbage til livet på sofaen. Du er med andre ord blevet en af dem, der træner regelmæssigt og faktisk godt kan lide det – Velkommen i til dit nye sunde liv!

træningsglæde, strongwomen.dk, Charlotte Strandbygaard, bootcamp,